Web 2.0

I 2004 dukkede begrebet web 2.0 op i internetdebatten som betegnelse for nye måder at bruge internettet på, ikke mindst som platform for forretningskoncepter og som socialt mødested.

Der er ikke tale om en ny version af WWW i teknologisk forstand, men om en holdningsændring, der indebærer et opgør med den formidlingstradition, hvor indholdet ligger fast og styres og sælges af udgiveren. De nye websteder bygger på brugerstyring, social kommunikation og samarbejde mellem producerende brugere.

Web 2.0 bliver også hurtigt paraplybetegnelse for fænomener som blogging (offentlige dagbøger) og Wikipedia (vidensbanken, som alle kan bidrage til), og for den voksende strøm af sociale netværkssteder som MySpace, YouTube, Flickr og Digg. De nye firmaer bag netfaciliteterne producerer ikke nødvendigvis noget, men giver brugerne mulighed for at udvikle indhold og designe deres egen profil ved hjælp af tekst, billeder og videoer. Designmæssigt har de sociale netsteder primært fokus på de interaktive faciliteter, hvorimod der endnu kun er få og forholdvis veldefinerede rammer for at differentiere sig grafisk-æstetisk. Til gengæld spiller individuelle valg af baggrundsmusik f.eks. en væsentlig rolle på et netsted som MySpace.

Web 2.0 er kendetegnet ved at brugeren tænkes som aktiv bidragyder af såvel indhold som software, og i forlængelse heraf formodes enhver webtjeneste at blive bedre, jo flere der bruger den og bidrager til den.
Betegnelsen dækker også over at den sociale dimension ved de kommunikative fællesskaber prioriteres frem for den mere neutrale informationsudveksling. Profiler på nettet bliver attraktive, både for indehaverne selv, idet det er en måde at iscenesætte og udtrykke sig selv på, og for ejerne af webtjenesterne, idet profiler udgør et sæt af kerneoplysninger (navn, køn, alder, beskæftigelse osv.), som kan omsættes til økonomisk værdi, f.eks. gennem salg af målrettede bannerreklamer o.lign.

Anskuer man web 2.0 i en bredere mediehistorisk sammenhæng, kan de fleste af web 2.0’s kendetegn genfindes i ældre udgaver af nettet.
Brugeren har gennem næsten hele nettets historie bidraget med såvel indhold – både som enkeltbruger (f.eks. med personlige hjemmesider) og sammen med andre (f.eks. i nyhedsgrupper, chat, maillister, osv.) – som til ændringer af software. For eksempel blev selve webbets grundlag, WWW-koden, spredt fra bruger til bruger, ligesom hackere altid har søgt at ændre i softwaren.
Den sociale dimension har også altid været en del af internettet, ligesom profiler også kendes i tidligere udgaver af webbet, begge dele f.eks. i on-line- communities og spiluniverser, hvor link’ning indgår.

Det nye ved web 2.0 er at ovennævnte fænomener tænkes aktivt og strategisk ind som en væsentlig drivkraft i en forretningsmodel, og at brugervenligheden generelt er blevet så intuitiv og god, at stort set alle, der kan betjene en computer, kan bidrage til kollektive værker som eksempelvis Wikipedia samt oprette og vedligeholde en profil og knytte sociale bånd.
Endelig spiller de forskellige webtjenesters smidige og organiske integrerbarhed en væsentlig rolle, idet oplysninger i en profil kan distribueres i andet program, fototjenester kan integreres i andre services, osv.

I de seneste år er internettet blevet stadig mere mobilt. Flere brugere tilgår nettet via deres mobiler, hvilket stiller andre krav til websider end dem, der skal vises på desktopcomputeren. I den forbindelse har brugergeneret indhold også fået nye dimensioner med mobile enheder med gps-modtagere, wifi og mobilt bredbånd, der leverer stedspecifikt indhold til sociale tjenester og websider.